Kalorieberegner: dit daglige forbrug og dine makroer
Af SuroushUdgivet
Dit daglige mål
2700kcal
Det er også dit anslåede forbrug. Hvilestofskiftet alene ligger på 1740 kcal, altså det du ville bruge på at ligge stille i et døgn.
Protein
140g
560 kcal
Fedt
81g
729 kcal
Kulhydrat
352g
1408 kcal
Hvilestofskifte
1740kcal
Mifflin-St Jeor. Det kroppen bruger uden at du foretager dig noget.
Samlet forbrug
2700kcal
Hvilestofskiftet ganget med 1,550 for dit aktivitetsniveau.
Formlen rammer omkring 70 procent af raske voksne inden for ti procent. Brug tallet som et startgæt, vej dig over to uger, og ret det efter hvad vægten rent faktisk gør.
Hvad formlen kan, og hvad den ikke kan
Mifflin-St Jeor blev opstillet i 1990 på knap 500 personer, og da man femten år senere sammenlignede de gængse formler mod målt iltoptagelse, var den den mest præcise af de simple. Præcis betyder her at den ramte inden for ti procent hos omkring 70 procent af deltagerne. Det er ikke dårligt for et regnestykke med fire oplysninger, men det er langt fra et facit.
Ti procent af 2400 kalorier er 240. Det er en portion aftensmad. Så når beregneren siger 2400, betyder det i praksis et sted mellem 2160 og 2640, og for hver tredje person ikke engang det. Jeg skriver det fordi tallet bliver behandlet som en måling, og det er det ikke. Det er et kvalificeret gæt du skal rette til.
Sådan retter du det til
Spis efter tallet i fjorten dage. Vej dig hver morgen under samme omstændigheder, og tag gennemsnittet af de første syv dage og de sidste syv. Er forskellen tæt på nul, og ville du holde vægten, så passer tallet. Gik du ned et halvt kilo, og ville du holde vægten, så læg 400 kalorier til. Efter en måned ved du mere om dit eget forbrug end nogen formel kan fortælle dig.
Det er også derfor jeg ikke gider diskutere den tredje decimal i aktivitetsfaktoren. Forskellen mellem 1,55 og 1,725 er større end forskellen mellem de fleste formler, og ingen af delene er noget du kan slå op. Du kan kun finde det ved at prøve.

Makroerne, og hvorfor protein står først
Beregneren fordeler kalorierne ved at sætte protein først, fedt dernæst og lade kulhydrat tage resten. Det er ikke tilfældigt. Proteinbehovet følger din kropsvægt og ikke dit kalorieindtag, så det tal skal stå fast uanset om du spiser 1800 eller 3000 kalorier. Under et vægttab hæver jeg det til 2,2 gram per kilo, af samme grund som i proteinberegneren: det er det der holder mest muskel tilbage når energien falder.
Fedt får 27 procent af kalorierne. Det er højt nok til at hormonerne har det de skal bruge, og lavt nok til at der er plads til kulhydrat. Kulhydraterne tager det der er tilbage, fordi de er den makronæringsstof du har mest gavn af at kunne skrue på fra dag til dag, alt efter om du skal træne hårdt eller sidde stille.
Det formlen ikke ser
To personer med samme vægt, højde, alder og køn kan have flere hundrede kalories forskel i dagligt forbrug. En del af det er muskelmasse, som formlen ikke spørger om. En anden del er hvor meget man bevæger sig uden at kalde det træning, og den post svinger voldsomt fra person til person. Skjoldbruskkirtlen, medicin og søvn spiller også ind.
Kosttilskud spiller derimod næsten ingen rolle her. Der findes produkter der markedsføres som fedtforbrændere, og effekten af dem er i bedste fald nogle få procent af et dagsforbrug, ofte drevet af koffein. Det er en af de kategorier jeg ikke laver en test på, fordi der ikke er noget reelt at rangere.
Hvornår du skal lade være
Har du eller har du haft en spiseforstyrrelse, så lad være med at bruge beregneren og tal med nogen der kan hjælpe. Er du gravid, ammer, er under 18 eller er i behandling for noget der påvirker stofskiftet, så er tallet her det forkerte sted at starte.
Andre beregnere
- ProteinberegnerRegner dit daglige proteinbehov ud fra vægt, aktivitetsniveau og om du bygger op eller skærer ned.Åbn beregneren
- KreatinberegnerRegner ladedosis og vedligeholdelsesdosis kreatinmonohydrat ud fra din kropsvægt.Åbn beregneren
- StyrkeberegnerPlacerer dit løft på en skala fra utrænet til guddommelig, justeret for køn, kropsvægt og alder.Åbn beregneren
Spørgsmål jeg får
Hvorfor får jeg et andet tal end på andre sider?
Fordi der findes flere formler, og fordi aktivitetsfaktorerne er valgt i hånden af den der byggede siden. Harris-Benedict giver typisk et højere tal end Mifflin-St Jeor. Forskellen er sjældent mere end hundrede kalorier, og den betyder mindre end hvor præcist du vejer din mad.
Skal jeg trække træning fra eller lægge den oveni?
Den ligger allerede i aktivitetsfaktoren. Lægger du også en løbetur oveni, tæller du den to gange. Det er den mest almindelige måde at komme til at spise for meget på, mens man tror man er i underskud.
Er 20 procent underskud det rigtige?
Det er et fornuftigt udgangspunkt for de fleste. Har du meget at tabe, kan du gå hårdere til den i starten. Er du allerede slank, er 10 til 15 procent nemmere at holde til, og du beholder mere muskel.
Hvorfor sætter beregneren fedt til 27 procent?
Fordi det giver plads til rigeligt protein og stadig efterlader kulhydrat nok til at træne på. Tallet er en fordeling, ikke en anbefaling med evidens bag. Vil du hellere have mere fedt og færre kulhydrater, ændrer det ikke ved totalen.
Hvor tit skal jeg regne om?
Når vægten har flyttet sig fire til fem kilo. Forbruget falder når du bliver lettere, både fordi der er mindre krop at flytte rundt og fordi man ubevidst bevæger sig mindre i et underskud.
Kilder
- A new predictive equation for resting energy expenditure in healthy individuals. The American Journal of Clinical Nutrition, 1990.
- Comparison of predictive equations for resting metabolic rate in healthy nonobese and obese adults. Journal of the American Dietetic Association, 2005.
- Energy balance and its components: implications for body weight regulation. The American Journal of Clinical Nutrition, 2012.
- Nordic Nutrition Recommendations 2023. Nordisk Ministerråd, 2023.
Indholdet her er information, ikke behandling, og erstatter ikke en samtale med din læge eller apoteker. Læs ansvarsfraskrivelsen.